Profilbillede af Per B

by

Sund vægt nu

Lad os fremme sund vægt som den gyldne middelvej mellem slankemani og laden stå til. Sund vægt handler også om, hvordan man lever og har det med sin vægt – både fysisk, psykisk og socialt.

Vi vil sammen støtte alle med sundhedsmæssige behov for vægttab i at tabe sig på en måde, der er holdbar, og som ikke forvolder skade samtidig.

Det vil være godt for dit helbred at gå ned i vægt, hvis du opfylder et af disse kriterier:
1. Dit BMI er på 30 eller derover, uanset hvordan dit helbred i øvrigt er.
2. Dit BMI er på 25,0-29,9 og dit taljemål er 88 cm, hvis du er kvinde og over 102 cm, hvis du er man
3. Dit BMI er på 25,0-29,9, og din læge har vurderet, at du vil have godt af at tabe dig.

Hvis du ikke opfylder et af disse kriterier, så har du faktisk ikke behov for at tabe dig.

Du beregner dit BMI ved at tage din vægt i kg og dividere med din højde i meter gange meter – altså kg/m2.

Vi vil støtte alle, der er på vej til at udvikle usund overvægt til at stoppe vægtøgning via sunde, små og gradvise ændringer i livsstilen.

Vi vil fremme, at både vægttab og vægtstop sker på måder, der også er sunde i sig selv helt uafhængig af vægten.

Vi vil forebygge boomerang- og yo-yo-vægt, der er opslidende for krop og psyke.

Vi vil fremme den sunde slankekurs, der teoretisk set kan føre til et næsten uendeligt stort vægttab, hvis man tager de rigtige små skridt – og bliver ved.

Vi vil gøre opmærksom på, at man godt kan være overvægtig og sund samtidig, ligesom man kan være slank og usund samtidig.

Vi vil også hjælpe folk, der vejer for lidt (BMI under 18,5) til at tage på.

Vi vil øge opmærksomheden på de syv spiseforstyrrelser: anoreksi, opkast-bulimi, motions-bulimi, tvangsoverspisning, megareksi, ortoreksi og slankekur-mentalitet.

Vi vil fremme et sundt forhold til mad og vægt præget af glæde, accept og tillid.

Vi vil fremme en menneskelig tilgang til vægttab og livsstilsændring med respekt for det enkelte menneskes værdi, frihed, forskellighed og selvbestemmelse.

Vi vil modvirke den udbredte og uretfærdige fordømmelse af overvægtige mennesker.

Vi vil fremme individuel og fælles accept af overvægt.

Vil vil modvirke alle fysisk, psykisk eller socialt usunde aspekter i den herskende slankekultur.

Vi vil være en modpol til mediernes stereotype behandling af overvægt som underholdning.

Vi vil være et helle, hvor man sammen med ligesindede kan slappe af med sig selv og sin vægt.

Vi vil fremme et nuanceret syn på årsagerne til overvægt, hvad man kan gøre noget ved, og hvad man ikke kan gøre noget ved.

Vil vil opløse den usunde moraliseren, idealiseren og sort/hvide-tænkning om mad, motion og vægt.

Vi vil øge ligheden i livsstilsanbefalinger til overvægtige, normalvægtige og undervægtige. Det sunde og normale er det samme, selvom udgangspunkterne og dermed ændringerne er forskellige.

Vi vil hjælpe overvægtige til at gøre bedst brug af det, der er inden for deres råderum i hverdagen – og give slip på det, der er umuligt, umenneskeligt eller helt uden for kontrol.

Vi vil understøtte gavnlige sociale relationer hos mennesker, der føler sig tynget af vægt, slankekure og idealer.

Vi vil modvirke vægt-stress.

Vil vil fremme realistiske forventninger til vægttab med hensyn til både selve vægttabet, og hvad det kan medføre af personlige gevinster.

Vi vil se mennesker som mennesker – uanset hvad de vejer.

Vi vil hjælpe alle til at have det så godt som muligt både nu og i fremtiden – uanset vægt, fedtdepoter og kropsstørrelser.

Hvis du også vil det, så kan du melde dig ind i Vægtklubben.dk. Det er gratis, og vi har brug for din hjælp.

Skriv en kommentar

Du skal være logget ind for at kommentere.